Månedlige arkiver: november 2009

I dag, da jeg talte med min mor, kom jeg til at tænke på denne fine film: Der Lauf der Dinge. Filmen er lavet i 1987 af Peter Fischli og David Weiss der er schweizere. Filmen viser en 30 minutter lang kausal kæde, der starter som en roterende sort plastiksæk, og derefter løbende transformeres, gennem en række fysiske og kemiske reaktioner.

Filmen er smuk, men på den her lækre møgbeskidte måde, der sjældent ses i disse Hi-Def-tider, måske bortset fra youtubes thrashy japan-skjult kamera, og hvad der ellers endnu ikke er HDiseret.

Jeg mener, at der minimum to interessante ting ved filmen. For det første, det umiddelbare: Nørdefaktoren, eller fascinationen over en kausal sammenhæng, man for det meste kan gennemskue, idet man ser den udspille sig på skærmen, men samtidig ikke overskue følgerne af; et fortløbende “hvad sker der nu?”, og fornøjelsen ved at se en triviel eller ligegyldig handling udført på en grænsende til det dekadente kompliceret måde.

Derudover udtrykker filmen en skønhed, der ikke er i filmen i sig selv, men i verden som sådan; et udtryk man kan spore i filmens titel: Tingenes gang. Selvom handlingen i filmen naturligvis er nøje koreograferet og utvivlsomt gennemtestet hundredevis af gange, er filmens fiktion det ikke: Måske nærmest et tilfældigt forløb; tingene var nu en gang til stede, og gjorde som de gjorde, ud fra fysikkens og kemiens principper, omend på en yderst kompleks måde. På den måde minder filmen os om, hvordan virkeligheden også er struktureret af komplekse sammenhænge, og, selvom den i høj grad kan reduceres til kæder af begivenheder, determineret af andre begivenheder, ikke af den grund mister sit værd og sit liv. Tingene går, som de nu en gang går.

En anden og mindre deterministisk  forståelse af filmen kunne have sit fokus på det, der ligger udenfor og bagved filmens fiktion. Når filmens åbningsscene viser en sort plasticpose, der langsomt drejer rundt og gradvist nærmer sig gulvet, må det følge, at nogen nødvendigvis må have snurret den rundt, så rebet posen er bundet op i, på grund af sine snoninger er blevet kortere og har løftet posen fra gulvet. Her får vi øje for den anonyme person, der har sat kausalkæden i værk. Set med disse briller bliver det ikke tingenes forløb, der bliver filmens argument, men måske snarere igangsætterens beherskelse af materialiteten, og mere præcist, igangsætterens iværksættelse af et ligegyldigt maskineri. Og nu er vi måske i virkeligheden ude i en kritik af det moderne maskineris mangel på blik for, hvem eller hvad, der sætter i værk, og hvorfor. En maskine uden formål men med en indre æstetik, bliver måske en kritik af maskinen med formål, men uden æstetik.

Og her kommer Storm. P. ind i billedet.

Der er ingen tvivl om, at Peter Fischli og David Weiss’ konstruktion er en Storm P. -maskine i den forstand, at det er en maskine, der udfører en simpel funktion på en overkompliceret måde. Den er med andre ord så anti-lean som noget kan være (og det må jo være ønskværdigt i sig selv). I forlængelse af den ovenstående læsning, kan man på samme måde se Storm P.’s værk som en kritisk kommentar til det moderne samfunds teknisk-bureaukratiske jernbur. Husk på, at det for det meste, ar vagabonderne og særlingene der smiler i hans tegninger, med andre ord, personer der på forskellige måder er perifert tilknyttet samfundet. Intet rationelt tænkende væsen, ville, som ovenfor illustreret konstruere en maskine der, ved hjælp af et reb der skæres over, et 47 kilos lod, en støvle osv., giver en det ekstra gok der savnes, når snapsen ikke bider så hårdt som den gjorde en gang. Ikke desto mindre ser ophavsmanden til maskinen ganske velfornøjet ud.

Så, hvad er det, der gør os lykkelige? Jeg stemmer på den store store hammer.

Hvis du har lyst, kan du jo se den omtalte film på youtube. Jeg har samlet den her:

Kærlig hilsen, Ask